En tur ad memory lane

Jeg husker det, som var det i går: denne aften for et år siden. Jeg sad oppe, kunne ikke sove. Jeg var stor som en hvalros (oh yes, havde taget 25kg på, som jeg heldigvis HAR tabt igen), så det var umuligt at ligge godt i sengen, jeg var 2 dage over termin og MEGET spændt på at møde lille N. 

Det var 1. søndag i advent. Om morgenen vågnede vi op til årets første sne, så dagen gik med gårtur i sneen sammen med yndlingsmanden og svigerforældrenes hund, jeg stressede hele Valby rundt for at finde ting til juledekorationer og om aftenen blev der lavet adventskrans, kalenderdekoration, manden lavede lækker madpakke til arbejde, vi fik styr på regninger mm. Jeg vidste det ville være lige om lidt, vi skulle møde lille N, og alligevel kunne jeg slet ikke forestille mig hun skulle kigge ud. 

Jeg gik sent i seng - alt for sent, og jeg havde ikke sovet middagslur om dagen.  Da klokken var 00.30 vågnede jeg efter knapt 1 times søvn ved at en tsunami skyllede ud i sengen. Nu ville lille N også hilse på sine forældre. 

Fødslen var, som jeg formoder de fleste fødsler er: hård, smertefuld, udmattende, trættende, grænseoverskridende og fik jeg sagt smertefuld? Det var meget uvirkeligt, og jeg var ikke ret meget til stede i store dele af forløbet - ikke pga. bedøvelse eller lign., for jeg fik ikke andet end S-drop i sidste fase og lidt akupunktur, men fordi jeg gik ind i mig selv og snork sov mellem veerne. 

13.05 var hun ude, lille N. 50cm lang, 3230g, mørkhåret og helt igennem fantastisk. Hun var så sød og blød, og jeg vidste med det samme, at vi tre nok skulle få det godt sammen. Jeg følte stor trang til at beskytte hende, men jeg elskede hende ikke ubetinget med det samme. Det var en stor skuffelse, og der blev fældet mange tårer på den konto. Jeg forstod simpelthen ikke, at følelserne ikke kom væltende som den tsunami, der ca. 12 timer tidligere havde skyllet ud over sengen - men det gjorde de bare ikke. Manden fik julelys i øjnene, bare han nævnte hendes navn. Nu kunne han endelig være med. Jeg var træt, øm i kroppen, amningen gjorde ondt som ind i ..bip.., jeg fik selvfølgelig brystbetændelse, jeg var frustreret over at være lænket til lejligheden, og ville have min krop for mig selv. N opførte sig som et pragteksemplar (og har faktisk gjort det lige siden), og lige så stille fandt vi hinanden. 

16 dage efter fødslen lå jeg i sengen sammen med lille N. Manden var til julefrokost med arbejdet, så jeg var overladt til mit eget og lillepigens selskab. Hun lå og smilede til mig, og pludselig kom den, moderfølelsen. Som et slag med et baseballbat ramte den lige i mellemgulvet (eller var det mon højere oppe), og jeg vidste, at nu var der ingen vej tilbage. Den kærlighed er med tiden kun vokset sig endnu større. Jeg kan slet ikke blive færdig med at betragte hende, dufte til hende, kramme og kysse den bløde marcipanhud. Ofte spørger jeg mig selv, om det er muligt at elske for meget (mødre; I ved, hvad jeg taler om). Jeg håber det ikke. 

I morgen bliver lille N så 1år. 1år!!!! Jeg forstår slet ikke, at hun allerede har været i vores liv 1år - og på den anden side føles det som om, at hun altid har været der. Udtrykket "tiden flyver afsted" har i den grad fået ny betydning, efter jeg er blevet mor, og jeg forstår slet ikke, at der kan ske SÅ meget på 1år. 

Nu har vi en charmerende, selvstændig og stadig meget smilende pige. Hun er vokset omkring 24cm og har taget omkring 6kg på. Hun har lagt 6 størrelser tøj bag sig og en mængde legetøj. Hun har fået 6 tænder og har en 7. på vej. Hun har lært at trille, rulle, krybe, gumpe, kravle og kan gå med meget lidt støtte. Hun kan smile, grine, vinke, klappe, ryste på hovedet, sprutte med tungen, fnyse med næsen, lege borte-borte-tit-tit, give "high-five", række fingeren i vejret og vise, hvor stor hun er. Hun kan sige mam-mam (mad), dar (far), mar (mor) og en masse andre sjove lyde. Hun elsker frikadeller, leverpostej, spegepølse, svensk pølseret og vaniljeis - men hader kartofler, æg og grøntsager. Hun elsker musik og synger og danser gladeligt med. Yndlingsputtesangene er "jeg ved en lærkerede" og "en pige gik i engen".

Det første år har desuden budt på masser af besøg - både her og hos andre, weekendture, udflugter til zoo, svømmeren eller lign., ferie på Mallorca, fester, legeaftaler, sygdom, udfordringer, træthed, bekymringer, glæder og meget mere.

Det første år som mor har været lige så klichefyldt, som det lyder: det har været det hårdeste og mest fantastiske år på samme tid. På den ene side er jeg jo stadig bare mig - og alligevel er alt forandret. Til tider har jeg følt mig enormt ensom, fordi nogen ikke fik klippet navlestrengen rigtigt over ved fødslen, og man nu er forbundet med dette lille væsen 24/7 - og midt i ensomheden sidder man alligevel og er afskyelig lykkelig. Jeg for alt i verden aldrig have undværet at blive mor, og jeg elsker lille N højere end noget andet.