Noget om syge børn

Jeg har længe haft lyst til at skrive noget om syge børn, måske fordi vi for tiden er indehavere af en sådan, og her kommer det så: hold nu ..bip.. hvor er det bare PISSE (er det nu også et bandeord!?) hårdt. Ikke hårdt som i "åh, hvor har jeg ømme stænger, fordi jeg trænede sååå hårdt i går". Nej, hårdt som i "jeg er så pisse træt, at jeg kører kaffe og hindbærsnitter ind en masse for at holde mig vågen i mere end én halv time, min krop skriger på søvn, mit hovedet dunker som et trykluftsbor, min hjerne er gået på sommerferie og poserne under øjnene og de grå hår på toppen har lige fået 5 års forspring". 

Det startede for lidt over 3 uger (læs: en EVIGHED) siden. N fik pludselig voldsom høj feber, kastede op og var bare meget, meget slatten. Vi havde sagt velkommen til 3-dages-feber - og dermed også velkommen til ingen frie arme til mor, ingen nattesøvn samt masser af gråd, frustrationer og bekymringer. Fuldstændig efter bogen forsvandt feberen efter 3 dage, og et fint rødt udslæt bredte sig over kroppen. 
Bedst som vi troede, at der nu ville være fred en tid, opdagede vi, at 1-2 måske 3 eller 4 (YAIKS) tænder var (og er) på vej. N fik dårlig mave, hvilket vi tilskrev tænderne, men da den dårlige mave ikke umiddelbart forsvandt, kontaktede vi selvfølgelig lægen (og vagtlægen for den sags skyld). Trods gode råd er den dårlige mave endnu ikke forsvundet, N har tabt sig, vi har skiftet mindst 700 bleer og vasket tøj samt sengetøj igen og igen.
Mens vi har været bekymrede over den dårlige mave, vægttab, manglende appetit mm, er en fin lille fortand brudt igennem. Desværre gav det ikke bedring i maven eller mere nattesøvn til forældrene, for endnu en fortand er på vej, og N er nu også blevet voldsomt forkølet.
Om dagen går det fint. I hvert fald hvis man ser bort fra de mange bleskift, snotnæsen, den sirene som starter, hvis mor sætter N fra sig og frustrationerne og bekymringerne over, at N ikke vil spise. Men om natten bryder helvede løs; N græder - hun skriger og græder, tårerne triller, hun hulker og snøfter og kan slet ikke finde ro. Det skærer i hjertet at se hende være SÅ ulykkelig. Hun er ked af det, ja, men hvorfor? Hun har ondt, ja, men hvor? Vi trøster, aer, synger, nusser, vugger, giver mad, vand, smører gummer osv., osv. Faktisk gør vi ALT andet, end at sove. 

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne tage al den sygdom fra hende, så hun ikke skal lige. Men det værste er nok, at man ikke ved, hvornår det er slut.
De sidste par dage, har hun (7-9-13) spist som en sulten bjørn. Ikke bare de ting, som hun plejer at kunne lide, nej ALT - også ting hun aldrig har smagt på før. Det, og så det at næste fortand næsten er igennem, giver håb - håb om at det bliver bedre lige om lidt. Nogle gange har jeg virkelig lyst til kaste håndklædet i ringet og skride fra det hele. Men jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke, fordi jeg har verdens bedste og meget uundværlige kæreste, som synes, jeg er den bedste mor, og fordi de smil og den lille latter, som vi ser og hører mellem gråden, får ens hjerte til at smelte.
Jeg undskylder, hvis jeg nogensinde har sagt, ment, tænkt eller troet, at folk med syge børn er nogle hypokondere (eller andet nedladende). Jeg tager SÅ meget hatten af for jer - OG for de enlige forældre, som sidder derude og kæmper. I er for seje. Hvordan gør I det?